«Spartacus» er en heroisk mandlig ballet om sociale konflikter, frihed og uafhængighed.

Dette er en storstilet og passioneret ballet om Romerrigets tid og Julius Cæsars regeringstid. De to hovedækvivalente karakterer i balletten er den romerske patricier Crassus og lederen af ​​oprørsslaverne Spartacus. I centrum af forestillingen er historien om to par, som to modsatrettede kræfter – gode og onde, slaver og herrer, frihed og despotisk magt. Vi ser personificeringen af ​​godhed og frihed i parret Spartacus og Frigya. Personificeringen af styrke og kraft er i parret Crassus og Aegina.

Kateryna Kuhar: «Dette er en af ​​de største balletter og samtidig en af ​​de mest filosofiske og tragiske forestillinger. Beskueren står over for spørgsmålet: «For hvad? Hvorfor? Spartacus elsker Frigya. Denne fest er meget symbolsk, baseret på det faktum, at den har en anelse om en forestående katastrofe. Hele Frigyas karakter er bygget på brudte linjer, bevægelser i en pause. Hendes brækkede arme er lænket, som om hun håner hendes krop og forsøger at knække hendes sjæl. Ved at knække en person udefra, bryder de ham indefra, de bryder hans vilje og tørster efter frihed. Men Spartak befrier hende, han bliver håb for hende og for hele nationen af ​​slaver. Aegina er det fuldstændige modsatte af Frigya, hun er den sexede, ondskabsfulde, fornuftige elsker af Crassus. Hun er klar til at gøre hvad som helst for sin diktator. Takket være Aeginas tricks formår Crassus at vinde den ønskede sejr over Spartacus, men på bekostning af hans liv. Derfor er Aeginas bevægelser som en rigtig forførers. Sandsynligvis er det for en ædel mand vigtigt at have sådan en kvinde ved siden af ​​sig».

Oleksandr Stoianov:  «Spartacus er den mest maskuline ballet af alle forestillinger i verden. Denne ballet viser tydeligt to mandlige karakterer, to ledere, men de er fuldstændig modsatte af hinanden. Hele forestillingen er baseret på kontraster. Karakteren af ​​Spartacus er et billede på retfærdighed og frihed, denne helt går mod sit mål på trods af eventuelle forhindringer, selv på trods af døden. Crassus er det fuldstændige modsatte af Spartacus. I Romerrigets historie er Crassus en ven af ​​Julius Cæsar og den store Pompejus, sammen regerede de Rom og verden. Han er ambitiøs, koldblodig, magtfuld og en hersker. Hans karakter formidles præcist i hvert trin: Høje hop og løftet hånd i vejret, når han giver ordrer. Crassus er manden, der ikke var vant til at tabe, han var en intelligent og grusom hersker. For at undertrykke Spartacus’ opstand og genoprette moralen i hans hær beordrede han f.eks. henrettelse af hver 10. soldat i hans hær, der flygtede fra oprørsslaverne. Hans grusomhed havde en effekt – Crassus vandt det næste slag med Spartacus».

Scenarie: Mykola Volkov

Koreografi: Anatoliy Shekera

Musik: Aram Khachaturyan